Bæredygtige cykler på Sri Lanka
Bæredygtige cykler på Sri Lanka
Hos BikeMedia arbejder vi meget visionært med bæredygtighed samt social ansvarlighed. En af måderne, vi gør det på, er blandt andet ved, at alle vores studiecykler efter fire år på de danske veje, bliver sendt til Sri Lanka, hvor de gives gratis til unge, der har langt i skole og ofte ikke selv har råd til at købe en cykel.
Vi har længe gået med overvejelser, om vi kan gøre vores koncept endnu mere bæredygtigt og hjælpe endnu flere mennesker.
I starten af 2016 bliver den første gang, vi skal sende studiecykler af sted til Sri Lanka, hvorfor det netop er relevant at tage dette emne op nu.
Studiecykels Stifter og Salgschef, Kenneth Pinsker har længe tænkt over, om der kunne findes et endnu mere bæredygtigt setup til at få delt cyklerne ud på Sri Lanka end at skulle sende dem alle med en container på et skib, da dette er en stor synder på grund af CO2 udledning. Kenneth har desuden ved flere lejligheder besøgt Sri Lanka og mødt en del lokale studerende og forretningsdrivende, der blandt andet påpegede, at det også kunne blive en udfordring at skaffe reservedele til de danske cykler, vi opererer med i studiecykelkonceptet.
Alt dette fik Kenneth til at overveje, at i stedet for at fragte cyklerne til Sri Lanka, vil det give mere mening at støtte lokale virksomheder ved at købe cyklerne her. Dette setup vil også have en langsigtet, positiv indflydelse, da cykler og reservedele kan købes lokalt og vil skabe forretning i lokalsamfundet og samtidig sikre, at cyklerne passer bedst muligt til terrænet på Sri Lanka.
På baggrund af dette har Kenneth haft en dialog med en af vores største annoncører, den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij, hvor vi har præsenteret forslaget til det nye setup. I samarbejde med Grontmij er vi blevet enige om, at Grontmij køber de studiecykler, de har haft. Cyklerne doneres til godgørende formål, som endnu ikke er fastlagt, så andre også kan få glæde af cyklerne. Indtægterne fra dette vil gå ubeskåret til køb af cykler lokalt på Sri Lanka.
Dette åbner for en masse nye muligheder både for os samt vores annoncører og vil komme til at kunne hjælpe endnu flere mennesker i lokalområder både her i Danmark og på Sri Lanka.
Fremadrettet vil dette blive måden, vi gør det på, hvor alle annoncører vil få muligheden for at købe cyklerne og bruge dem enten som firmacykler, eller, som Grontmij har gjort det, støtte en god sag hjemme i Danmark. De resterende studiecykler vil blive sat til salg til en fordelagtig pris for blandt andet studerende og indtægterne bruges til at købe cykler på Sri Lanka.
Vi hører altid gerne din mening på info@bikemedia.dk